
Sikkerhedspolitik
Gæsternes og medarbejdernes sikkerhed er af afgørende vigtighed for Tivoli Friheden. Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at parkens forlystelser og installationer er sikre for gæster og medarbejdere – og vi forsøger hele tiden at forbedre sikkerheden. Dette arbejde finder dels både internt og i samarbejde med andre attraktioner ligesom vi med glæde modtager forslag til sikkerhedsforbedringer fra gæsterne.
Heldigvis er de danske forlystelsesparker generelt meget sikre – det er eksempelvis betydeligt farligere at krydse en fodgængerovergang, at køre i bil, eller at stå på ski, end at besøge en dansk forlystelsespark. Men uanset hvor omhyggelige vi er i arbejdet med at forebygge uheld/ulykker, så kan man aldrig garantere, at der ikke vil ske et og andet. Derfor er det vigtigt, at vi har det bedst tænkelige beredskab, hvis uheldet skulle være ude.
I sikkerhedspolitikken kan du læse om, hvordan vi dels forebygger uheld dels, hvordan beredskabet er tilrettelagt, hvis ulykken rammer.
Servicevagter/kontrollører
I Tivoli Friheden er der i hele åbningstiden som minimum 1 servicevagt til stede. Servicevagten har solid erfaring og har som minimum den førstehjælpsuddannelse, der er en integreret del af den certificerede vagtuddannelse, og er i stand til at hjælpe gæsterne ved alle normalt forekommende uheld og skader. Via parkens radio-net kan servicevagten hurtigt kaldes til det sted, hvor der er behov for assistance.
Servicevagten hjælper også med at forene børn og forældre, hvis de bliver væk fra hinanden i parken.
Servicevagten udarbejder en rapport hver gang, der sker et uheld, der medfører, at der ydes førstehjælp. Skaderapporterne samles i en rapportering, der sikrer et fuldstændigt overblik over sikkerhedssituationen i parken. Vi arbejder med skadestatistikken for at undgå fremtidige skader. Oplever vi eksempelvis, at der sker flere skader samme sted, så undersøger vi, om det er muligt at fjerne årsagen til ulykken.
Førstehjælp
Servicevagterne er de ansvarlige for førstehjælpen i Tivoli Friheden. For at sikre en bred dækning af førstehjælpere, har samtlige parkens faste helårs-medarbejdere og de sæsonansatte områdeledere, som minimum gennemført et 6-timers førstehjælpskursus arrangeret enten af Falck eller AMU. Der afholdes opfølgende repetitionskurser hvert år.
Dialog med publikum
I Frihedens Information (ved hovedindgangen) kan gæsterne henvende sig med henblik på at komme med forslag til, hvordan sikkerheden hele tiden kan forbedres.
I Informationen udleveres et skema, hvorpå forslag til sikkerhedsforbedringer kan beskrives. Udfyldte skemaer vil blive afleveret til parkens ledelse.
Publikum har i hele åbningstiden mulighed for at komme i kontakt med vagthavende parkchef, der er medlem af Tivoli Frihedens ledergruppe.
De kørende Forlystelser (DKF)
• Årlig godkendelse
Alle parkens kørende forlystelser (DKF) godkendes hvert år inden sæsonstarten af Teknologisk Institut på vegne af Politiet, som har tilsynspligten med Tivoli Friheden.
I forbindelse med den årlige gennemgang/godkendelse indføres det i forlystelsens ”Tilsynsbog” (logbog), at forlystelsen er gennemgået og godkendt. Det er ikke tilladt at tage forlystelsen i brug uden denne tilladelse.
Det er i ”tilsynsbogen”, at Teknologisk Institut beskriver om der er særlige krav til eksempelvis højde/alder eller lignende for at benytte forlystelsen. Ligeledes kan der også til udvalgte forlystelser være særlige krav til operatørerne, der passer den enkelte forlyselse (DKF). Det er således ikke Tivoli Friheden, der bestemmer den slags særlige krav, det er myndighederne.
Alle forlystelser, der er opstillet i Europa skal opfylde de europæiske standarder EN13814 og EN60204-1.
I løbet af hver sæson skal Teknologisk Institut aflægge et uanmeldt kontrolbesøg i Parken for at sikre, at driften af forlystelserne (DKF) foregår i henhold til den meddelte godkendelse.
Som en ekstra sikkerhed har Tivoli Friheden op til sæsonen 2009 gennemført en risikovurdering af samtlige DKF. En risikovurdering gennemføres ved, at en gruppe mennesker med forskellig baggrund besøger hver enkelt forlystelse og forsøger at forestille sig, hvad der kan gå galt under brugen af forlystelsen: Er der risiko for at klemme en finger, falde ud, få stød eller lignende. På baggrund af en lang række inputs fra test-personerne, vurderer Parkens tekniske ledelse om, der skal iværksættes særlige forholdsregler/forandringer.
• Vedligeholdelse
Alle forlystelserne i Tivoli Friheden vedligeholdes, gennemgås og inspiceres systematisk med henblik på at sikre størst mulig drift- og personsikkerhed. Der føres en maskinjournal for hver enkelt forlystelse. Heri dokumenteres og beskrives alle reparationer, vedligehold og sikkerhedskontroller på maskinen. Der er for alle forlystelser fastlagt et vedligeholdelses- og sikkerhedssystem, der nøje følges.
Det er i den daglige drift den vagthavende tekniker, der har det direkte ansvar for forlystelsernes drift og sikkerhed. Uden for sæsonen gennemgås alle større forlystelser systematisk for at forebygge maskin- og materialesvigt.
• Uddannelse af medarbejdere/operatører
I forbindelse med ansættelsen af DKF-operatører fokuseres der særligt på at sikre, at operatørerne er ansvarsfulde, opmærksomme og i stand til at varetage det ansvar, det er, at være DKF-operatør.
Der er udarbejdet en detaljeret manual, der beskriver, hvordan den enkelte forlystelse passes. Vi kalder denne manual for SOP (Safety and Operational Procedures). En SOP indeholder beskrivelse af normal drift, nødstopsprocedurer, evakueringsbeskrivelse m.m.
I forbindelse med udannelsen til DKF-operatør udleveres SOP for den/de forlystelser, som medarbejderen skal lære at betjene.
Når operatøren har sat sig ind i indholdet i SOP'en, introduceres vedkommende til forlystelsen af en erfaren supervisor, som har ansvaret for bemanding, uddannelse og drift af en gruppe af DKF. Supervisoren har en funktion som områdeleder. Supervisoren gennemfører praktisk ”On-the-job-training”, og når operatøren er fortrolig med arbejdet ved forlystelsen, gennemføres en skriftlig test, der skal sikre, at alle vitale punkter af uddannelsen er forstået.
For at sikre et godt arbejdsmiljø for DKF-operatørerne og for at undgå at arbejdsopgaverne bliver monotone, hvorved agtpågivenheden let svækkes, er alle DKF-operatører uddannet på flere forlystelser, og der gennemføres en skemalagt rotation af operatører således, at de i løbet af en arbejdsdag betjener 2-4 forskellige forlystelser.
Samtlige supervisorer/områdeledere har modtaget særlig grundig uddannelse af Tivoli Frihedens faste tekniske stab, og i de fleste tilfælde har supervisorer/områdeledere været ansat i flere sæsoner og er derfor meget erfarne i udførelse af deres opgaver.
Samtlige supervisorer/områdeledere har som minimum gennemført et førstehjælpskursus, som AMU og Tivoli Friheden har tilrettelagt. Dette kursus strækker sig over 6 timer. Ved ansættelsen af DKF-operatører lægges vægt på, at kandidaten har en formel og kompetencegivende førstehjælpsuddannelse.
Samtlige DKF-operatører er udstyret med en walkie-talkie, der er tilsluttet parkens radionet. På den måde har DKF-operatører løbende kontakt til supervisorer/områdelederen, den vagthavende tekniker og til servicevagten samt til den vagthavende Parkchef.
• Handicappede/evakuering
Som et led i reglerne for evakuering i forbindelse med et nødstop på en DKF er det et krav, at publikum ved egen drift skal kunne ”bjærge” sig selv – det vil sige, eksempelvis selv bevæge sig ned af en sikkerhedsstige el.lign. Det er derfor, at gæster med handicap og andre fysiske begrænsninger ikke kan gøre brug af udvalgte forlystelser.
• Godkendelse af nye forlystelser
Tivoli Frihedens politik er, at nye større forlystelser, der opstilles i parken, ud over de obligatoriske krav fra Teknologisk Institut og Politiet, også skal opfylde de strenge krav, der stilles af det tyske sikkerhedsselskab TÜV. TÜV er anerkendt for på verdensplan at være førende inden for sikkerhed i forlystelsesparker.
Mindre anlæg vil som hidtil blive godkendt af Teknologisk Institut og Politiet i henhold til eksisterende lovgivning/regelsæt.
For samtlige nye forlystelser vil en risikovurdering blive gennemført før, at anlægget tages i brug.
• Skiltning ved alle forlystelser
Ved samtlige DKF er der opstillet et skilt, der beskriver forlystelsen og redegør for særlige sikkerhedskrav, herunder krav til publikums højde/alder m.m. De anførte krav er stillet af Politiet i samarbejde med Teknologisk Institut. Der kan på skiltet også være ”gode råd” (anbefalinger) til gæsterne før, man tager turen.
Fed Fredags-koncerter
Kontrollør/Servicevagt varetages under Fed Fredags-koncerterne enten af Tivoli Frihedens egne vagter, eller/og af et certificeret vagtselskab, der stiller med et beredskab, som er tilpasset tilskuerantallet til den enkelte koncert.
Det eksterne vagtselskab udarbejder hvert år en sikkerhedsmanual, hvori sikkerhedsprocedurer m.m. er beskrevet.
For at sikre at alle får en god koncertoplevelse, er følgende sikkerhedsregler og anvisninger gældende:
- Kom i god tid, hvis du vil stå tæt på scenen.
- Vis hensyn over for andre og respektér afspærringerne.
- Hvis du føler dig utilpas blandt de mange mennesker, bør du straks søge væk. Gå ud til siderne eller bagud i forhold til scenen.
- Start og deltag ikke i aktiviteter, der kan udvikle sig i faretruende retning – eksempelvis kædeløb, publikumsbølger m.v.
- Crowd-surfing er strengt forbudt og vil medføre bortvisning.
- Pas på dine værdigenstande – hold dem tæt til kroppen så svage sjæle ikke fristes.
- Følg altid anmodninger og instruktioner fra vagterne samt eventuelle meddelelser på storskærmen eller fra scenen.
- Hjælp andre gæster der måtte have brug for det – f.eks. hvis de er faldet eller på anden vis kommet til skade.
- Hvis du oplever uheld, klemte personer eller andre situationer, der kan være farlige, skal du straks kontakte vagterne, som bl.a. vil være opstillet på hver side af scenen
- Video-, foto- og audiooptagelser er ikke tilladt under koncerten.
- Det er ikke tilladt at medbringe øl, vin og spiritus til Fed Fredags-koncerterne.
Øvrige godkendelsespligtige aktiviteter
Der findes 2 skydebaner i Tivoli Friheden. Præcist som for De Kørende Forlystelser, godkendes også skydebanerne hvert år inden sæsonstart af Politiet og Teknologisk Institut.
Sikkerhed for de ansatte
Tivoli Friheden har nedsat et Sikkerheds- og samarbejdsudvalg, der varetager personalet sikkerhed i samtlige jobfunktioner i parken.
Beredskabsplan
Tivoli Friheden har i samarbejde med myndighederne (politi, brandvæsen, redningskorps) udarbejdet en beredskabsplan, der generelt beskriver sikkerhedsarbejdet, kommunikationssystemet og ansvarsfordelingen i parken med særligt fokus på:
- Koncerter og større events
- Terror
- Ulykke ved De Kørende Forlystelser
Beredskabsplanen vedligeholdes og udbygges løbende (aktuelle version er 7. udgave af 3. maj 2007)
Ulykker
Ved større ulykker er det Tivoli Frihedens politik at tilbyde psykologisk krisehjælp til pårørende til tilskadekomne, vidner til ulykken, involverede medarbejdere samt andre, som vurderes at have behov for hjælp.
Tivoli Friheden har tegnet de lovpligtige ansvarsforsikringer, der sikrer tilskadekomne adgang til erstatning efter gældende regler. Tivoli Friheden har tegnet alle forsikringer hos Tryg Forsikring.
Tivoli Friheden er godkendt af brandmyndighederne og har det lovpligtige brandbekæmpelsesudstyr monteret rundt omkring i parken (eksempelvis brandtæpper, pulver- og CO2-slukkere m.m.)
Fødevaresikkerhed
Alle butikker og restauranter drives under et regelsæt omkring hygiejne og sikkerhed, der er fastsat af Fødevarestyrelsen. Du kan her se oversigten over samtlige Smileys / Elite-smileys.
Rygning
Tivoli Friheden har implementeret en rygepolitik, der forbyder al rygning på restauranter og i bygninger. Vi henstiller desuden til, at publikum undlader at ryge i køsystemerne ved De Kørende Forlystelser.
I Casino Spillehal er der monteret særlige rygekabiner, der er opstillet således, at rygning kan foregå samtidig med, at man overvåger spillemaskinerne.
Brancheorganisationer
Tivoli Friheden er aktiv i forskellige brancheorganisationer, der blandt andet beskæftiger sig med gæsternes og/eller medarbejdernes sikkerhed.
Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD)
- FFD samarbejder med myndighederne, politiet og politikerne omkring udarbejdelse af skærpede sikkerhedsregler for godkendelse, drift og vedligeholdelse af DKF samt uddannelse af operatører.
- FFD arbejder med benchmark/best practice i relation til forebyggelse af ulykker/tilskadekomst blandt publikum.
- FFD indsamler løbende skadesstatistikker fra alle medlemmer og data samles i et centralt register.
TopAttraktioner (TA)
- Arbejder bl.a. med kvalitetsudvikling, benchmark og erfaringsudveksling på tværs af de 16 deltagende attraktioner.
Danske Turist Attraktioner (DTA)
- Varetager kvalitetsbedømmelsen af samtlige tilsluttede attraktioner. Tivoli Friheden er vurderet til 4 ud af 5 mulige stjerner. 4 stjerner tildeles ” En helstøbt attraktion af meget høj værdi på nationalt niveau”.
International Association of Amusement Parks and Attractions (IAAPA)
- Den internationale sammenslutning af forlystelsesparker arbejder bl.a. på fælles europæiske regler for godkendelse og drift af attraktioner og uddannelse af operatører.



